“Heldigvis er vi ikke træer”. Når Maurizio Cattelan indser, at han er kommet til et punkt, han ikke længere kan lide, skifter han simpelthen retning.

Han er født i Padua i 1960, begyndte sin kunstneriske karriere i 80’erne og blev berømt verden over for sine værker, der nogle gange er hele forestillinger, indtil han var den mest citerede italienske kunstner.

Hans projekter er slående i deres uærbødighed og deres usædvanlige kreative sans. Et af hans mest berømte arbejder er “La nona ora” (Den niende time), hvor pave Johannnes Paul II rammes af en meteorit; "Him”, hvor Hitler er faldet på knæ, fast besluttet på at bede med ren følelse i øjnene; og “L.O.V.E” et italiensk akronym for frihed, had, hævn og evighed på Piazza Affari i Milano, som er en næsten 5 meter høj hånd med alle fingrene afskåret, bortset fra den midterste.

I 2010 lancerede Maurizio sammen med fotografen Pierpaolo Ferrari TOILETPAPER, et magasin som fletter det kunstneriske sprog sammen med reklamernes sprog og i stigende grad ligner en rigtig organisation: En udvikling så fjernt fra hans arbejde som kunstner og som alligevel fascinerer ham, men samtidig skræmmer ham.

Som aldrig før har han brug for at understrege, at han modtog malerværktøjer for længe siden. Det var den mest foruroligende gave i hans liv, for den indeholdt alt, hvad han behøvede for at male, men han ikke vidste, hvordan de skulle bruges. Det mindede ham om, hvor utilstrækkelig han var som maler.  Værktøjerne var der, han ønskede at bruge dem, men han mestrede dem ikke.

TOILETPAPER er et tidsskrift udelukkende bestående af billeder, uden nogen ord og det gør det til POP. Styrken i billederne er så stærk; de er indlejret i menneskers sind og på deres skærme, selv uden at bede om tilladelse fra forfatteren.
Samarbejdet med Lavazza er baseret på dette princip: Tiny er lille, livlig, farverig; Tiny TOILETPAPER Limited Edition bidrager med en smule kunst og kreativitet til forbrugernes hjem, uden nogens tilladelse.

Apropos kreativitet, så spurgte vi Maurizio, hvilket navn han ville give en kaffeblend, der stimulerer hans arbejde og uden tøven svarede han:

Før vi siger farvel til den “pensionerede” kunstner, spurgte vi ham, hvilket job han kunne tænke sig at udføre, hvis han besluttede at skifte profession. Han fortalte os, at ethvert job ville være fint, så længe det var muligt for ham at vælge sin egen tidsplan. Eller i det mindste give ham en illusion om at kunne vælge sin egen tidsplan.